Eftersøgt terrorist årsag til blodige kampe
printer
Kampene mellem den islamiske Abu-Sayyaf-terrorgruppe og filippinske regeringsstyrker i byen Marawi fortsætter for tredje dag i træk. Og det har fået halvdelen af byens omkring 200.000 indbyggere til at flygte.

Mindst 44 har mistet livet i de blodige kampe ifølge nyhedsbureauet AP.

Marawi har været centrum for blodige kamphandlinger og under belejring siden tirsdag, hvor regeringsstyrker ransagede det formodede tilholdssted for Isnilon Hapilon, som er på FBI's mest eftersøgte-liste og leder af Abu-Sayyaf-terrorgruppen.

Isnilon Hapilon undslap tirsdagens ransagning, men myndighederne er overbeviste om, at han stadig befinder sig i byen.

- Han befinder sig stadig i Marawi, men vi har endnu ikke fundet hans præcise placering, siger general Eduardo Ano til AP.

Han fortæller, at regeringsstyrker går fra dør til dør for at rense byen for militante oprørere. Han vurderer, at det kan tage op mod en uge, før kamphandlingerne stopper, og de militante islamister er drevet ud af byen.

FBI har udlovet en dusør på fem millioner dollar - svarende til 33 millioner danske kroner - for oplysninger, der kan lede til Isnilon Hapilon. Som leder af Abu-Sayyaf-terrorgruppen og en række undergrupper sværgede han troskab til Islamisk Stat i 2014.

Flere hundrede militante oprørere har de seneste dage indtaget dele af Marawi – herunder et hospital og et fængsel – og brændt en katolsk kirke ned.

De har også indtaget katedralen i Marawi, som de hejste det karakteristiske sorte IS-flag på toppen af, og bortført en katolsk præst, 10 kirkegængere og tre kirkemedarbejdere.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har indført undtagelsestilstand i 60 dage i Mindanao-regionen, der udgør omkring en tredjedel af Filippinerne og er hjemsted for 20 millioner mennesker.

I en udtalelse fra i dag siger han, at belejringen af Marawi er tegn på, at Islamisk Stat er til stede i byen.

Læs nærmere på:
- 'Afstrafferen' i åben krig mod berygtet islamist: 'Det bliver deres gravplads!' (Ekstra Bladet)
- Eftersøgt terrorist årsag til blodige kampe i Filippinerne (DR Nyheder)
- Danmarks ambassadør i Filippinerne: Et spørgsmål om tid, før militæret generobrer belejret by (DR Nyheder)

Skrevetd.  26-05-2017 22:00 26/05-2017 22:00 166  Fremvisninger 166 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.