Se indlæg
Filippinerne Portalen » Erhverv og arbejde på Filippinerne » Investeringer på Filippinerne
 Udskriv debat
På jagt efter nye aktier i Asien
Admin
Vi har i foråret besøgt en stribe virksomheder i Asien for at finde nye investeringsidéer til Sydinvest Globale EM-aktier og Fjernøsten. Efterfølgende har vi købt aktier i en filippinsk lufthavnsoperatør, som vil nyde godt af væksten i turismen.

Stort potentiale for turisme i Filippinerne
Ca. 150.000 danskere rejser hvert år til Thailand, og landet er dermed et af danskernes foretrukne oversøiske rejsemål. Langt færre finder vej til Filippinerne, selvom potentialet er helt på højde med Thailand. Men vi forventer, at dette vil ændre sig fremover. Især forventer vi os meget af den kinesiske turisme til landet.

I årets første måned modtog Filippinerne flere end 630.000 internationale rejsende. Dette er en stigning på hele 16,5 % i forhold til januar sidste år. Mest bemærkelsesværdig er dog væksten i antallet af kinesiske turister. 76,5 % flere kinesere fandt vej til Filippinerne! Forklaringen er et bedre forhold mellem de to lande, efter at den filippinske præsident, Duterte, besøgte Kina i oktober. Filippinernes regering flytter det politiske fokus fra USA og tilnærmer sig Kina. Til gengæld har Kina åbnet op for flere investeringer i landet, og for at flere kinesiske turister kan besøge Filippinerne.

Vi investerer i turisme
Vores seneste tur med selskabsbesøg i Asien gav os bl.a. mulighed for at undersøge, hvordan vi bedst kan nyde godt af den stigende turisme i Filippinerne, som vi forventer de kommende år. Investeringer i Filippinerne har tidligere udgjort en større del af porteføljerne, men vi ser stadig et godt potentiale i landet. Her er vækstrater på 6-7 % om året, og dermed er vækstraterne blandt verdens højeste. En af trækhestene for økonomien har været væksten i outsourcing og call centre, hvor især amerikanske virksomheder har flyttet flere opgaver til Filippinerne pga. de lave lønninger og medarbejdernes gode engelsk­kundskaber. Men væksten bremser op inden for dette område, ligesom vi også ser en opbremsning forude på ejendomsmarkedet pga. overudbud. I år har vi derfor haft mere forsigtige briller på med hensyn til aktie­investeringer i Filippinerne, bortset fra når det gælder investeringer i turisme.

Fokus på lufthavn
Vi kan investere i turisme på flere måder. Fx er landet ved at opbygge en betydelig kasino-industri, og det er også muligt at investere i et flyselskab. Men vores valg er faldet på Megawide, der ud over produktion af konstruktionsmaterialer også ejer luft­havnen i Cebu, som er landets næststørste lufthavn. Cebu er Filippinernes primære turist­destination. På vores møde med ledelsen i Megawide fik vi at vide, at der vil komme flere direkte afgange mellem Kina og Cebu. Lufthavnens kapacitet vil blive udvidet, og Megawide er interesseret i at opkøbe andre mindre lufthavne rundt omkring i landet. En opgradering af hele landets infra­struktur vil over en årrække øge landets vækst i turisme endnu mere.

Læs nærmere på: Sydinvest
Med venlig hilsen

Admin @ Filippinerne Portalen
www.filippinerne-portalen.dk
 
Spring til debat: